Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Affaldsforebyggelse bliver et centralt begreb i den kommende europæiske affaldslovgivning

16. april 2018
Affaldsforebyggelse bliver et centralt begreb i den kommende europæiske affaldslovgivning
I aftaleteksterne bag det kommende reviderede affaldsrammedirektiv er det helt tydeligt, at medlemsstaterne forventes at gå mere aktivt ind i affaldsforebyggelse. Dette sker for at bringe et samlet EU videre på vejen mod den cirkulære økonomi.

Som bekendt er affaldsforebyggelse defineret som foranstaltninger, der træffes, inden stoffer, materialer eller produkter bliver til affald, og som mindsker:

  • affaldsmængden, herunder via genbrug af produkter eller forlængelse af produkternes levetid
  • de negative konsekvenser, som det producerede affald har for miljøet og menneskers sundhed, eller
  • indholdet af skadelige stoffer i materialer og produkter.

Som affaldssektor kan det være svært at forholde sig til forebyggelsen, idet den sker i design-, produktions- og forbrugsfaserne, der jo alle ligger forud for affaldsfasen. Men som direkte følge af, at cirkulær økonomi er kravene til affaldsforebyggelse væsentligt skærpet sammenlignet med det nugældende direktiv. I direktivets nye artikel 9 bruges bl.a. vendingen ”Member States shall take measures to prevent waste ..”, hvorefter der oplistes en række minimumskrav til medlemsstaterne. Forebyggelse vil derfor i fremtiden være en langt mere forpligtende opgave for medlemsstaterne, og det vil for Danmark betyde, at der fremover skal tages nogle beslutninger vedr. bl.a., hvordan de kommende reparations- og genbrugsaktiviteter skal organiseres og finansieres.

Nye krav til medlemsstaterne er omfattende
I præamblen til det kommende affaldsrammedirektiv står der bl.a., at ”Affaldsforebyggelse er den mest effektive metode til at forbedre ressourceeffektiviteten og mindske affaldets miljømæssige virkninger.”Generelt understreges det derfor, at medlemsstaterne som minimum skal fremme design, fremstilling og anvendelse af produkter, der er ressourceeffektive, holdbare, reparérbare, genbrugelige og opgradérbare. Medlemsstaterne skal ydermere, ifølge de nye aftaletekster, som minimum tilskynde genbrug af produkter og etablering af systemer, der fremmer reparations- og genbrugsaktiviteter, herunder særligt for elektronik, tekstiler, møbler og emballager samt byggematerialer og -produkter. Medlemsstaterne skal også fremme tilgængeligheden af reservedele, brugsanvisninger m.m., der muliggør reparation og genbrug af produkter.

I forhold til at forebygge indholdet af farlige stoffer skal medlemsstaterne særligt være med til at fremme reduktion af indhold af farlige stoffer i materialer og produkter samt at sikre at leverandører af produkter/materialer indberetter oplysninger om indhold af stoffer til det Europæiske Kemikalieagentur, som vil oprette og vedligeholde en database over de farlige stoffer.

Genbrugsemballager som en del af målopfyldelsen
Mere specifikt i forhold til emballagerne vil op til 5% af genanvendelsesmålet kunne opfyldes med genbrug af salgsemballager. I den sammenhæng defineres genbrugsemballager som: ”Emballager der er blevet udtænkt, udformet og bragt i omsætning med henblik på i sin levetid at gennemgå et antal ture eller cyklusser ved at blive genpåfyldt eller genbrugt til det samme formål, som den blev udtænkt til.” Denne mulighed betyder således, at genbrugssalgsemballager, der er bragt i omsætning for første gang og er genbrugt som en del af et system til genbrug af emballage i de foregående tre år, kan tælle med i opfyldelsen af genanvendelsesmålet for emballager. Læg dermed også mærke til, at det udelukkende gælder for salgsemballager og dermed ikke transportemballage.

Direktivteksten er på nuværende tidspunkt uklar og skal fastsættes ved en gennemførelsesretsakt senest den 31. marts 2019. En sådan gennemførelsesretsakt skal via en offentlig høring og dernæst et udvalg, hvor de enkelte medlemsstater er repræsenteret, sikre, at gennemførelsen sker på en ensartet måde på tværs af de europæiske medlemsstater.

Men hvordan måler vi noget, som ikke er der?
Den helt store udfordring i forhold til affaldsforebyggelse - hvordan vi måler det - hvordan måles noget, som ikke længere sker? Medlemsstaterne forventes imidlertid fremover at overvåge og vurdere effekten af tiltag til affaldsforebyggelse, bl.a. i forbindelse med genbrug og reduktion af madaffald. For begge områder findes der imidlertid endnu ikke en almindelig anerkendt metode, og derfor vil Europa-Kommissionen gå ind i arbejdet for at udarbejde fælles retningslinjer herfor. Senest i 2023 vil Kommissionen ydermere overveje, om man skal have et fælles kvantitativt EU-mål for madaffald og for genbrug. Endelig vil Kommissionen undersøge muligheden for et decideret mål for affaldsreduktion.

Næste skridt for Danmark
DAKOFAs konference om fremtidens rammebetingelser berettede Miljøstyrelsen, i forbindelse med en gennemgang af affaldsforebyggelse, at den næste nationale plan for affaldsforebyggelse forventes at foreligge senest i 2021, men også at det overvejes, om denne skal integreres med den kommende plan for håndtering af affald.



Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.